Thorsbro Vandværk Museum
Thorsbro Vandværk har eksisteret siden 1908 og har gennem årene været leverandør af enorme mængder rent drikkevand til København og omegn. Vandværket er ikke længere i drift, og den sidste af de dieseltrukne pumper i det gamle maskinhus stoppede i 1985. Det er en helt speciel oplevelse at besøge Vandværket. Udover maskinhuset, der i dag er åbent for publikum, kan man gå rundt i området og se den cirkelrunde samlebrøndsbygning, den lille fine hanekammerbygning samt boliger for de ansatte, – alle i nationalromantisk stil ligesom maskinhuset. Maskinhuset, samlebrønden og hanekammerbygningen er i dag fredet. Arkitekten var Andreas Fussing, som en tid også var ansat på Martin Nyrups tegnestue, og deltog i opførelsen af Københavns Rådhus. På Vandværkets område fandtes også en filterbygning fra 1922 (nedrevet i 2024), samt nye bygninger fra 1985. Disse husede personalerum og el-drevne pumper, som har erstattet de gamle dieselmotorer. En tid efter, at vandværket blev taget ud af drift, blev vandet stadig pumpet gennem rørføringen i det gamle maskinhus’ kælder. Dette ophørte i 2023. Udenfor er det tydeligt, at vandet i åen er borte. På grund af vandindvindingen er Lille Vejleå reduceret til en bæk. Engang var åen sejlbar, og der sprang 10 kilder med rent vand alene i Torslunde-Solhøjområdet. Området er den dag i dag storleverandør af vand til hovedstadens vandforsyning, HOFOR, som har opført et nyt og moderne vandværk i umiddelbar tilslutning til det gamle værk.