Sommerens store arrangement på Thorsbro Vandværk.
Til at stå for hyggen har vi vores egen Tina’s Pølser, Danmarks bedste pølsevogn, som flytter direkte fra teltpladsen ved Torslunde Festivalen til Thorsbro. Fadøl og sodavand javist, og kaffe kan vi også byde på.
Musik skal der til, og det skal i få, Ishøj Harmonikaklub stiller op og sørger for den rette stemning under hele arrangementet.
Lille Vejleå lægger vand til og med en gammel grydepumpe fra år 1900, skal vi prøve at få vand op af åen, lige noget for de nysgerrige børn. Der skal kræfter til, så vi må anbefale, at børnene tager deres forældre med.
Motorer og mekanik er et fast punkt på Thorsbros dagsorden, og i år har vi damp som tema. Damptromleklubben kommer til Thorsbro og vi skal opleve, og muligvis have en køretur i et dampdrevet køretøj. Se mere på www.damptromleklubben.dk
Foruden de kørende dampmaskiner skal vi se og opleve modeldampklubbens maskiner udstillet indenfor i Thorsbros fredede museumsbygning ”katedralen”. Se mere på www.modeldampklubben.dk
B&W dieselmotor, årgang 1932 vil blive startet efter behov i løbet af eftermiddagen og der bliver mulighed for at sammenligne dieselmotor 1932 med tilsvarende 2017. Vi har en aftale med SCANIA, som fremviser sidste nyt.
Vores fortid er også overskriften, når Kroppedal holder foredrag. Det handler om de arkæologiske udgravninger, der er udført i Ishøj Kommune det sidste års tid.
HOFOR og Ishøj Forsyning kommer med det nyeste udstyr. Vi får indsigt i deres meget moderne verden, og vi bliver meget klogere på vores vand, når HOFOR og IF holder foredrag.
Ishøj Forsyning sætter en drone i luften over Thorsbro, og vi får mulighed for at se det hele sådan lidt fra oven.
Det gode vejr har vi bestilt, så mød glad frem til denne Vandværkets Dag på Thorsbro.